Fundamentet til mere energi 

Livet vil udfordre os – det er et grundvilkår. Og uanset mængden og størrelsen på disse udfordringer, er løsningen næsten altid energi. Derfor vil jeg i denne artikel give mine bedste bud på, hvordan du får styr på fundamentet, og ikke mindst hvordan, du undgår at pisse din energi væk.

Søvn, restitution og afslapning

Tilstrækkeligt med søvn og hvile har afgørende betydning for vores evne til at generere kraft og derved udrette mirakler. Sørg for at dit soveværelse er HELT mørkt. Fjern alt elektronisk udstyr, som f.eks. mobiltelefoner, tv og lysende ure. Undgå skærme, kaffe og koffeinholdige drikke inden sengetid og sørg for masser af frisk luft i soveværelset. Den gennemsnitlige anbefaling er 7-9 timers søvn.

Vi må endelig heller ikke undervurdere de små ’huller’ i hverdagen. Se om du kan skabe et par små pauser i løbet af dagen, hvor du sidder med lukkede øjne og trækker vejret dybt i 5-10 minutter. Der findes et godt gammeldags citat der lyder; den der hviler, når han hviler, slår rekorder, når han iler. Med andre ord handler det ikke udelukkende om mængde. Det handler i den grad også om kvalitet. Hvordan lader du op, når du lader op? Sidder du på sociale medier? Snakker du i telefon? Har du gang i alt muligt?
Rigtig meget forskning tyder på at vi sovende kan opnå meget at værdi – og så er søvn og afslapning ovenikøbet gratis.

Bevægelse skaber energi

I modsætning til hvad mange tror, så får vi ofte energi af at bruge kroppen. Faktisk kan man sige, at du er en energi-generator. Tænk bare på hvordan du har det efter f.eks. en løbetur. Personligt føler jeg, at min krop er fyldt med fysisk energi og min hjerne fyldt med mental energi. Investeringen kommer altså tilbage – med renters rente! Som mennesker er vi ganske enkelt skabt til at skulle bevæge os. Og des mere vi gør det, des mere levende og energifyldt vil vi føle os. Så tag trappen. Parker bilen længst væk når du er ude at handle. Undgå slæb og gå flere gange. Prioriter 30-60 minutters træning om dagen. Gør det til en vane at gå en daglig morgen – eller aftentur. Ilt, motion og bevægelse er ikke til forhandling, hvis ønsket er et sundt liv med masser af energi og vitalitet.

Vand, vand og atter vand.

Da vores krop består af 70% væske – og blodet helt op til 94% – er vand et absolut must, hvis ønsket er en sund, flot og energi-drevet krop. Faktisk falder vores energiniveau med hele 20%, hvis vores væskebalance falder med sølle 4%. Drik gerne vand før tørsten indfinder sig. Når du begynder at føle tørst, så er kroppen allerede dehydreret. Som tommelfingerregel anbefales det dagligt at drikke 1 liter vand pr. 30 kg kropsvægt. Gør noget godt for din mentale energi og tilsæt evt. et par skiver citron, lime, moste bær, mynteblade eller agurkestrimler.

Social ernæring

Noget af det bedste vi kan gøre for vores fysiske og mentale overskud, er at undgå personer, der suger energien ud af os. Smid energi-snylterne ud af dit liv. Beskyt dig selv og vælg dine relationer med omhu. Omgiv dig med mennesker der byder ind med omsorg, inspiration, opbakning og god energi. Husk at du bliver som dem, du omgiver dig med. Jo flere timer du er sammen med dem, jo mere ’smitter’ de – på godt og ondt. Og selvfølgelig skal du ikke droppe et venskab eller en relation, ved første tegn på træthed. Det at være der for andre, hjælpe og støtte andre, kan i rette mængder også være en fantastisk kilde til mere energi i hverdagen. Det handler som altid om balance.

Fordøjelse kræver energi

Mange glemmer, at det koster energi at fordøje og nedbryde det, vi spiser – for slet ikke at tale om dyrebare vitaminer og mineraler. Hvis dit mål er mere energi i hverdagen, kan jeg derfor anbefale dig at spise og drikke det, kroppen reelt spørger efter, og holde dig fra alle de ting, du udmærket godt ved, ikke er de bedste for dig. Du kan også eksperimentere med faste, hvor du en eller flere dage om ugen, springer over morgenmaden og samtidig undgår at spise noget efter aftensmaden. Vi må ikke undervurdere effekten af spisepauser på 16-18 timer et par gange om ugen. Der er nemlig ikke mange processer i kroppen, der kræver mere energi end fordøjelse. Så tilpas mængden og valget, af den mad du spiser.

Blærede byggematerialer

Når det gælder god og stabil energi dagen igennem, er det særlig vigtigt at prioritere protein, kulhydrat og fedtstoffer af høj kvalitet, samt en kost med masser af mikronæringsstoffer. Det er klart, at det har negative effekter, for både energi og humør, at være i underskud af visse vitaminer og mineraler. Mikronæringsstofferne har nemlig vigtige fysiologiske funktioner i f.eks. energistofskiftet. Den korte anbefaling er derfor at vælge kvalitet frem for kvantitet. Spis rigtig mad, ikke for meget og mest grønt. Ønsker du det ultimative boost af mikronæringsstoffer, kan jeg på det varmeste anbefale juicer og smoothies. Begge dele er letoptagelig raketbrændstof, som kommer i rå og uspoleret form.

Formål, fokus og følesen af kærlighed

Brug din tid på ting der er drevet af formål og mening. Hvorfor gør du det du gør? Har du et meningsfyldt arbejde? Befinder du dig i et meningsfyldt parforhold? Det kan være ekstremt energigivende at tage ansvar og vælge til og fra. Omvendt kan det suge livskraften ud af hele vores organisme, hvis vi ikke er tro mod os selv. Derfor; brug din tid og energi på noget, der er meningsfuldt for dig. Noget der nære dig, fylder dig op og giver dig energi. 

Vi må træne vores fokus og kigge efter ting at være taknemmelige for. Træne vores evne til at se det gode i det dårlige, og det lyse i det mørke. Vi må erkende og dyrke al den gode energi, der findes i nærvær, humor, tætte relationer, følesen af kærlighed og glæden ved det vi beskæftiger os med.